Skimmelvækst opstår på bygningsdele, der er opfugtede over længere perioder. Opfugtningen i boligen skyldes ofte uhensigtsmæssige boligvaner, men der kan også være tale om opfugtning som følge af vandskader, konstruktionsfejl og mangelfuld ventilation.
Der kan f.eks. være tale om brud på vandførende rør, kondensdannelser på kolde overflader, manglende dampspærre m.m. Skimmelvækst ses ofte i skjulte konstruktioner – f.eks. i isoleringen i flade tage, bag paneler på vægge, på bagsiden af gipsplader osv.
Der findes mange tusinde forskellige arter af skimmelsvamp. Blandt disse er mange ganske harmløse, medens andre skimmelsvampe kan være stærkt generende og skabe indeklimaproblemer.
De indeklimatiske problemer, der kan opstå, skyldes både afgasning af giftige/generende flygtige stoffer, ubehagelige muglugte og frigivelse af skimmelsvampsporer.
En skimmelsvampeundersøgelse omfatter typisk en gennemgang af bygningen for at afdække eventuelle forekomster af skimmelvækst.
Ved undersøgelsen åbnes konstruktionerne, og der udtages materialeprøver.
På laboratoriet undersøges prøverne, og der foretages dyrkninger med henblik på at artsbestemme de fundne skimmelsvampe. Der udarbejdes en rapport, beskrivelse af skadesomfang samt forslag til udbedring.
Efter endt udbedring skal der foretages en kvalitetskontrol af det udførte arbejde.
Ring til vores Døgnvagt 70 11 12 14